|
|
|
Skrevet af Marianne Wölck Schmidt
19. februar 2007 |
| Min fødsel af Anna-Mathilde
Hvis min første
fødsel var en lyn fødsel, blev nr. 2 en super lyn fødsel.
Ved de første
besøg på jordmodercenteret i Esbjerg fik jeg hver gang en ny jordmoder
- og det var jeg lidt træt af. Tilfældigvis mødte jeg min faste
jordmoder fra første graviditet, Elin Holmberg, og fik en aftale i
stand om at jeg kunne gå hos hende fremover. Fredag den 2. februar var
jeg nu gået 19 dage over termin.
Vi havde mandag
og torsdag inden været til 42+ undersøgelser på sygehuset (Sydvestjysk
Sygehus Esbjerg), hvor vi blev scannet, fik kørt en "strimmel”
(hjerterytme / ve aktivitet), og undersøgt af jordmoder Pernille.
Tirsdag indvilgede jeg desuden i at deltage i et forskningsprojekt
omkring akupunktur som skulle kunne sætte fødslen i gang; men desværre
blev jeg udtrukket som en af referencegruppen, dvs. ingen
akupunktur-hjælp til mig. Alt så fint ud - men desværre var min
livmoderhals ikke tilstrækkelig blød til jeg kunne sættes i gang som
sidste gang (hvor en en lille prikken hul på fosterhinden havde sat
hele fødslen i gang).
Vi
fik i stedet torsdag besked på at møde igen lørdag kl. 10:00, hvis
fødslen ikke var gået i gang inden - for herefter at få det sat i gang
med stikpiller m.m. Det var naturligvis ikke lige den slutning jeg
havde håbet på, så alle fingre, tæer m.v. blev krydset på jeg ville gå
i gang af mig selv inden lørdag kl. 10:00.
Fredag aften kunne jeg begynde at mærke at jeg nu
fik en noget anderledes fornemmelse end de mange plukveer, jeg havde
følt i de foregående mange måneder. Mit på aftenen tog tog veerne til
i styrke, og kl. 22:41 ringede jeg til fødegangen, men fik at vide at
mine veer skulle være hyppigere og længere, før jeg skulle ringe igen.
Vi havde fået at vide første gang jeg fødte med Emma-Amalie, at vi
bare skulle komme med det samme - så vi blev lidt skuffede over
beskeden. Min mand ringede dog efter barnepiger til Emma-Amalie, for
ligesom at være på forkant - imens gik jeg i bad, mine veer var nu så
voldsomme, at tårerne trillede ned af mine kinder.
Omkring en halv time senere var Emma-Amalies
barnepiger kommet - jeg forsøgte at slappe af på sengen, og min mand
begyndte at samle det fornødne sammen. Mine veer var nu så stærke, at
jeg dårligt kunne samle mig om noget som helst. Kl. 23:55 mente min
mand det kunne være nok - og ringede til fødegangen og meddelte, at nu
kom vi altså - Jamen, hvordan var veerne nu? Jo, der var sådan set kun
én lang ve!
Med møje og besvær blev jeg stablet i bilen,
herefter begav vi os fra Tjæreborg mod Esbjerg. For hver ve følte jeg
at jeg nærmest stod op i bilen, så ondt gjorde det. Og jeg var helt
bange for jeg ville rive håndtaget af bilen. Vel ankommet tog det os
næsten 10 minutter af komme fra parkeringspladsen til indgangen (ca.
20 meter) på grund af de voldsomme smerter - hver gang jeg havde en
ve, måtte vi stoppe helt op. Og indenfor kunne min mand ikke få mig i
elevatoren, dørene blev ved med at klappe i for næsen af os.
Vi kom ind på fødegangen kl. 0:20. Straks blev
jeg ført til et undersøgelses rum, hvor jeg kun lige blev lagt på
undersøgelseslejet - og så gik vandet. Jordmoder Dorthe Svane
undersøgte mig kort, og konstaterede jeg var i fødsel - og besluttede
straks jeg skulle på fødestuen.
En social- og
sundhedsassistent og min mand fik møjsommeligt bugseret mig til den
første fødestue på gangen, som heldigvis var ledig og stod klar. Min
mand nåede lige kort telefonisk at advisere CopyGene om at det var ved
at være tid, imens fik jeg det sidste tøj af og en hospitalsskjorte på
- og så var det direkte på fødelejet (kl. 0:30).
Jeg pressede
med det samme, men spændte meget, og havde store smerter - så jeg er
næsten helt væk mellem hver ve. Jordmoderen (Dorthe) kontrollerede for
hver anden eller tredje presseve, at barnet havde det godt med
hjertelydsapparatet. På et tidspunkt ville Dorthe have mig til at
ligge på siden og presse, men det gjorde simpelthen for ondt for mig
at komme i den stilling.
På grund af
min anatomi (højde) foreslog Dorthe så på et tidspunkt (kl. 0:50) jeg
forsøgte at presse stående i stedet; selv om det var meget smerteligt
at komme op og ned på gulvet, var det en klar bedre fornemmelse. Kl.
01:05 sad jeg på toilet og pressede - og efter et par kraftige veer,
fødte jeg kl. 01:11 mit andet barn - igen en dejlig pige. Jeg blev
ført tilbage til fødelejet, og fik straks min datter i armene på
maven. Første lyd hun kom med var - et nys!
Kort forinden var der kommet en laborant fra
CopyGene, som ventede på at få lov til at udtage navlestrengsblod til
opbevaring af stamceller. Dorthe forsøgte at få født placenta
(moderkage) – og placenta blev født kl. 01:25, så der kunne udtages
navlestrengsblod. På trods af den hurtige fødsel, slap jeg igen for at
skulle sys - Dorthe mente jeg måtte være MEGET elastisk.
Efter fødslen
fik vi lov til at akklimatisere i pårørenderummet. Min datter fik lov
at forsøge at amme, og i løbet af kort tid fik hun gang i brystet, og
fik lidt at spise. Jeg gik i bad omkring kvart i 3, mens Dorthe
undersøgte mig. Mens jeg var i bad, klædte min mand vores nye datter
på. Lidt over 4 ankom vores anden datter Emma Amalie med barnepigerne,
og da vi ikke rigtig mente der var mere at blive efter på
fødegangen, forlod vi den kort efter kl. halv 5 - og var således
tilbage i Tjæreborg inden kl. 05:00.
Både min mand og
jeg havde en fin oplevelse ved fødslen. Selv om det gik meget stærkt,
havde personalet god overblik, og der var på intet tidspunkt optræk
til panik eller sure miner.
Hvis du vil læse mere om stamcelleopbevaring, kan
du finde mere information her:
CopyGene Stemcell Systems |
|
|
|